Jeg vil begynde med mine egne afsløringer. De, som har læst David’s og mine bøger (skrevet inden vore opdagelser og siden trukket tilbage fra handelen af os), kender vor historie. Hvor hengivne vi var til Sai Baba, så meget, at vi giftede os, skønt vi var fremmede fra hver sin side af verden. Hvordan vi rejste over hele verden og talte om hans vidundere.

Hvad skete der, som forandrede alt?

Da Sai Babas mørke side begyndte at vise sig for David, nægtede jeg først at lytte, helt ude af stand til at holde ud at høre noget negativt om min elskede "tidsalderens avatar". Denne ulykkelige tingenes tilstand varede seks måneder, indtil jeg under vort næste besøg i Indien fik mulighed for selv at vurdere David’s observationer. Kan du forestille dig, hvordan det føltes, da jeg begyndte at se ind bag sløret? I årevis havde jeg nydt det privilegium at blive kaldt til interviewrummet og havde tilbragt hvert eneste øjeblik derinde med at se på Swami’s ansigt; indtil David foreslog, at jeg i stedet holdt øje med hans hænder. Jeg så ringe, ure og andre smykker gemt i hånden eller listet ud under sidepuderne i stolen, jeg så vibhuti-tabletter holdt mellem fingre, inden de blev knust og "manifesteret". Det var en skrækkelig afsløring, en personlig katastrofe for mig. Jeg havde opgivet mit liv, mit ægteskab, børn, hjem, karriere og hjemland for min kærlighed til Sai Baba – kun for at finde svindel i epicentret af alt, hvad jeg havde kært.

Under efterfølgende interviews, mere og mere forfærdet over at se de samme ting ske igen og igen, spurgte jeg tavst "Hvorfor? Hvorfor gør han det?" Denne tryllekunstneraktivitet ødelagde fuldstændig min tillid til en, som jeg forventede, ville udøve den sandhed, han prædikede. Men tryllekunster var det mindste af det. Efterhånden som tiden gik, og folk begyndte at dele deres egne erfaringer og opdagelser med os, styrtede min guddommelige guru-centrerede åndelige verden sammen.

Mens vi endnu var i ashramen, hændte det værste, som kunne ske for mig som mor til sønner: en ung mand, universitetsstuderende, kom til vores værelse for at bede David om at gøre noget for "at stoppe hans seksuelle overgreb mod os!" Disse sønner af devotees, som ikke længere kunne holde ud at være ufrivillige deltagere i en pædofil situation, kunne ikke gå til deres forældre, fordi de ikke ville blive troet, men de viste David deres tillid; en tillid, som var opstået gennem hans fem år som gæsteprofessor i musik ved Sai universitetet.

Senere samme aften kom den samme unge mand tilbage, meget bange, og bønfaldt David om ikke at afsløre hans navn, fordi han var bange for at blive bortvist fra universitetet og endnu værre, for sin personlige sikkerhed, hvis det blev opdaget, at han havde talt om disse ting. David fik ham beroliget med, at han jo ikke kendte hans navn og hverken kunne eller ville angive ham. Men denne chokerende oplysning var kun toppen af isbjerget, som kom til at skyde vores hengivenhed i sænk.

Vores voksende viden om Sai Baba’s seksuelle aktiviteter, der også omfattede krænkelse af børn, der var i hans varetægt (helt ned til syv-års alderen), og den voksende liste over det ene bedrag efter det andet, fik os til at fatte dybden af vores eget følelsesmæssige engagement. Vi var i en umulig situation; ude af stand til at løbe risikoen for at skabe et lignende kaos i andre åndeligt søgende, der var lige så dybt involveret. Vores eneste mulighed var at sige meget lidt og fjerne os, hvilket fik et stormvejr af vrede og usande rygter om os til at brede sig.

Sidste år følte David sig rede til at fortælle om sine erfaringer, når han blev spurgt, men det var en svær prøvelse for mig at afgøre, om jeg skulle tale eller tie. Jeg havde det dårligt med at holde på denne negative viden; indså, at tavsheden gjorde mig medskyldig i sammensværgelsen men blev ved med at bede til, at det alt sammen på en eller anden måde med tiden ville blive tilfredsstillende bortforklaret. Det blev det ikke.

I de sidste atten måneder er vi blevet indviet i så mange alvorlige og rædselsvækkende beskyldninger og så mange fældende oplysninger sendt fra desillusionerede ex-tilhængere fra hele verden (især fra tidligere studerende ved Sai Baba’s drengekollegier), som understøttede vore egne resultater, at det nu er umuligt at forblive tavse.

Som redaktør af et magasin, der har til opgave at søge efter sandheden, har jeg ikke andet valg end at opfylde mine forpligtelser over for den opgave. Min beslutning om at gøre det er taget efter megen personlig smerte og inderlig bøn, og jeg har fået den nødvendige støtte og det fornødne mod fra min indre vejleder og mine ydre, trofaste venner.

Det er ikke Sai Baba’s lære, der granskes, men hans praksis – ikke budskabet men budbringeren. Hans budskab består for størstedelen af universelle sandheder, skønt hans forelæsningen indeholder mange selvmodsigelser, fejlcitater og bevislige forvanskninger.

De beskyldninger, jeg har samlet her, drejer sig om det globale bedrageri, han udfører. Hans kneb, illusioner, svindel, underslæb, indblanding i mord, vedvarende pædofile aktiviteter og den næsten ugennemtrængelige fæstning af løgne, der skaber hans "guddommelighed. Vægten af detaljerede vidneudsagn om hans deltagelse i seksuel aktivitet med villige – og uvillige partnere (både studerende og udenlandske besøgende), for ikke at tale om hans vidt og bredt retfærdiggjorte "rejsning af kundalinikraften". Superhospitalet og vandprojektet, som har vist sig at være papirtigre med underslæb, organtyveri og uopfyldte løfter om vandforsyning.

Det er kendt, at der foretages undersøgelser på regeringsplan over hele verden. I Sverige er Sai-skolen blevet lukket. En veritabel vulkan er ved at gå i udbrud på grund af mange, mange menneskers bekymring. Internettet spiller en stor rolle heri. Mængden af erfaringer og vidnesbyrd, der findes her, er hård, borende, knivskarp; og med opbakning af modige ex-devotees, som er rede til at sætte deres navne under sådanne erklæringer til gavn for alle. David har personligt1 været i kontakt med mange af bidragyderne og lyttet, mens de mundtligt verificerede og uddybede deres egne erfaringer.

Der er desværre ikke nogen måde at skrive dette blidt.

Sandheden er, at denne situation består. Den består, hvadenten man tror det eller ej.

Jeg er fuldstændig klar over den sorg og den frygtelige følelse af tab, du påføres ved at læse disse afsløringer. David og jeg har oplevet det, og vi ved, hvor forfærdeligt det kan være. Jeg sender dig min kærlighed og min medfølelse.