PERSONLIGE ERFARINGER
Fra: Storbritannien Kilde: David Bailey:
|
Jeg har skrevet
dette, fordi der er blevet udspredt så mange rygter (mange af dem fuldkommen
usande) om Faye og mig og grunden til, at vi forlod Sai Baba. Jeg ved,
at hvad du kommer til at læse her måske vil volde dig dyb smerte. Den
situation, som jeg er i færd med at afsløre, er bestemt ikke noget vi
nogensinde kunne forestille os. Vibhuti Under darshan medbringer Sai Baba vibhuti i tabletform, gemt mellem den tredje og fjerde finger på højre hånd, og med ekstra tabletter i den hånd, der holder hans kjortel oppe. Han knuser en tablet, når han har brug for den, og overfører tabletter fra den anden hånd, når han tager imod breve. Jeg har set det utallige gange. En gang tabte han en tablet på mandirverandaen lige foran mig og sagde til et medlem af Staben "Spis den. Hurtigt!" Palmering af tabletter
kan tydeligt ses på mange videos, hvis man sætter hastigheden ned til
langsom gengivelse, således også på vores bryllupsdags-interview video,
som vises i begyndelsen af "God Lives in India". Denne video
har Staben trukket tilbage fra salg . Det hele er værdiløse bagateller, indkøbt i Puttaparthi, Bangalore og Hyderabad. Jeg fik denne oplysning bekræftet ved at henvende mig til en af de involverede juvelerer. Jeg fik at vide af Sai Baba og også af medlemmer af hans inderkreds, at min "materialiserede" ring med dens kæmpestore sten var en diamant med fireogtres facetter af stor handelsværdi. Da jeg forlod ashramen i december 1998, fik jeg en af kløerne i fatningen beskadiget og gik derfor til en juveler i det sydlige Indien, mange hundrede kilometer borte. Denne fremmede guldsmed genkendte den øjeblikkelig som en "Sai Babaring". Han fortalte mig, at materialet ikke var guld, og at stenen var en værdiløs zirkonia, hvorunder der var lagt et stykke sølvpapir for at få den til at stråle, og at det var grunden til, at ringens bagside var massiv. Han fortalte mig, at disse massive ringe fremstilles specielt til Sai Baba. Da han tog stenen ud for at reparere fatningen, faldt der ganske rigtigt et stykke sølvpapir ud, og stenen viste sig således at være en zirkonia. Den daværende co-ordinator for Irlands Sai-organisation var sammen med Faye og mig på det tidspunkt, foruden en anden dame, som havde en Baba-ring med et ansigt (tilskrevet Baba på grund af det store, sorte hår omkring et lille "ansigt"). Guldsmeden viste os, hvordan de laves. Man lægger et stykke farvet glas med et lille stykke sølvpapir bagved, sådan at det fra visse vinkler afspejler farven af ens eget ansigt, omgivet af en rund plet af sort emalje, der skal forestille hår. Han tog stenen ud af denne ring og viste os, at det virkelig hang sådan sammen. Den irske co-ordinator tog billeder af ringen. Da han kom tilbage til Irland, opsagde han sin post og forlod organisationen. Når Sai Baba beslutter at forære nogen i interviewrummet en kjortel, er det for at kamouflere sit behov for at hente flere småting fra sit lager i baglokalet. Faye og jeg har temmelig mange gange hørt lyden af en skuffe, der åbnes, og en raslen af metalliske genstande. Han kommer tilbage med dem gemt under kjortlen og sidder med dem på skødet (og vi kunne se, at han flyttede småting fra skødet til sin højre hånd – det er virkelig meget nemt at opdage det, hvis man ser efter) indtil han vifter med hånden og foregiver at materialisere. Hans fløjlsstol har ting og sager skjult i siderne. Vi har set dem der og set hans fingerfærdighed, når han tager dem frem. Men længe før jeg vidste disse ting, var jeg begyndt at have mine tvivl om autenticiteten af Sai Babas krav på at være en guddommelig manifestation. Under mit andet interview lagde jeg mærke til ting, der foruroligede mig. Der var en, der bad ham om at reparere en kæde til en japamala, der var gået itu, og en anden havde mistet en sten i sin ring. Han gjorde ikke noget ved det men sagde: "Nej, nej, jeg vil give dig en ny i morgen". Det fandt jeg meget forvirrende. Når han kunne skabe alt, hvad han ville, efter hvad jeg har hørt, hvorfor blæste han så ikke på disse ting og ordnede dem straks? Nu ved jeg det. Han kan ikke. Helbredelse Jeg har ikke set
ham foretage en ægte helbredelse af nogen som helst i al den tid, jeg
har tilbragt i hans nærhed, og under mine utallige interviews. Jeg har
set ham kommandere folk til at komme op at stå, og til at komme ud af
kørestole, men effekten er ikke varig. Som regel ignorerer han de syge
og skrøbelige og siger, det skyldes deres karma. Den tyske koordinator,
som jeg besøgte på Super Specialty hospitalet efter et slagtilfælde, blev
bragt tilbage til verandaen, men Swami helbredte ham ikke. Den ældre mand
er rejst tilbage til Tyskland, hvor han nu efter ca. to år er lidt i bedring. Forskellige overvejelser Mandirens loft er nu dækket med bladguld. Jeg fik forevist et stykke af dette bladguld, der var faldet ned. Jeg spørger mig selv, hvorfor han i et land, der lider under en så rystende fattigdom, tillader denne voksende udstilling af overflod. Da jeg sidste gang talte lysekronerne i mandiren var der ethundrede og syvoghalvfjerds i stedet for de oprindelige seksogtredive. Hvorfor i alverden? Nu ejer Sai Baba adskillige luksusbiler, som siges at være "skænket" af rige devotees. Hvorfor skal han have mere end en? Det minder om andre kultledere som f. eks. Rajneesh. Jeg ved, at Sai Baba ikke kun lever af ris og chapatti, som han påstår. Hans aftensmåltid består af seks til otte forskellige retter, der laves til ham hver aften, og Faye og jeg har været med til at dele levningerne adskillige gange i selskab med folk, der skulle hente resterne i hans værelser. Han har erklæret overfor Faye, at han "hverken drikker te eller kaffe, kun varmt vand", men han har drukket kaffe sammen med mig. Under forberedelserne til de studerendes juledags program i 1997, var jeg til interview med studenterne, og vi diskuterede med Swami musikken og fortællingen om Jesu fødsel, som drengene skulle opføre. Da "We Three Kings from Orient are…" (Vi er tre konger fra Østerland) blev nævnt, påbød Sai Baba, at denne sang ikke skulle synges, idet han sagde: "Nej. Nej, nej! Der var ingen konger. De eksisterede ikke". Men i sit foredrag i januar 1996 sagde han: Da Kristus blev født, kom der tre konger for at se barnet". Nogle mennesker hævder, at man kan se forskellige lys omkring Sai Baba. Enhver har en aura, som man kan lære at se. Der er f. eks. en bog af Mark Smith, "Auras – See them in 60 Seconds". Tilstedeværelsen af dette lys er ingen bekræftelse på guddommelighed. Der er kun en håndfuld mennesker rundt omkring i verden, der påstår at have set Sai Babas aura. Alle, der har påstået det overfor mig, har været glødende devotees. Jeg har fået forevist billeder med uigenkendelige lysformer og har fået at vide, at de repræsenterer Sai Baba, Krishna, Gopis og andre. Hvad skulle guddommens formål være med at optræde i så uigenkendelig form? Og hvordan kan det være bevis for guddommelighed? I henhold til Kodak laboratorierne skyldes lysfænomener på fotografier periodiske fejlfunktioner på kameraet og/eller særlige egenskaber ved filmen, og de mest almindeligt forekommende farver er orange og hvid.
Super Specialty Hospital Jeg ved, at den ene fløj aldrig er taget i brug, antagelig grundet pengemangel. Alligevel hører vi, at blot en ud af de mange donationer til opførelsen var på US$ 49.000.000,00, altså niogfyrre millioner US dollars! Dette svarer til cirka £ 30.000.000,00 (tredive millioner pund sterling). Navnene på mange andre store bidragydere findes på en liste i hospitalets receptionsområde, og de donerede summer får det til at svimle for en. Forholdsvis kan man få omkring fem gange så meget for pengene i Indien som her. Jeg vil gerne vide, hvad der er sket med disse enorme summer af donationer. Nyreafdelingen er også lukket nu. En læge, som jeg sad ved siden af på mandirverandaen, og som arbejder på hospitalet, sagde til mig, at jeg aldrig måtte lade nogen, jeg holdt af, blive behandlet der, fordi de sanitære forhold var rædselsfulde og mangelen på sterilitet rystende. Disse beskyldninger har vi mange gentagelser af i korrespondance, vi har modtaget fra folk, der har besigtiget hospitalet. Det har et dårligt omdømme i forbindelse med beskyldninger om tyveri af en nyre og en deraf følgende for tiden verserende retslig undersøgelse. Herom senere. I 1997 undersøgte Australiens nationale TV i udsendelsen "60 Minutes" kritisk Super Specialty hospitalet og Sai Babas påstande om guddommelighed. Videoen kan fås ved henvendelse til: "God Botherers Segment" – Ex: 60 Minutes Tx: 24/8/97 9 Network Australia Archives Division 4 Cleg Street Artarmon NSW 2064 Tel: +9439 4500 Fax +9906 4415 AUSTRALIA
Vandprojektet Det blev påstået, at alle syvhundrede og halvtreds landsbyer i Sai Baba vandprojektet nu modtager vand. Jeg troede på det, indtil nogen viste mig en Telugu avis med en forsideartikel, der viste billeder af landsbyer uden vand, med ødelagte vandrør, uden vandrør, vandrør men ingen vandbeholdere og mange uden noget som helst. Overskriften lød, i oversættelse: Sai Baba hvor er vores vand? Du har snydt os igen! Jeg besøgte nogle af disse landsbyer indenfor projektets radius og så selv, at rapporten var korrekt. Mine samtaler med lokale næringsdrivende afslørede nogle interessante oplysninger. Den almindelige mening er, at projektet blev sat i værk, fordi ashramen havde mange problemer med sine egne utilstrækkelige boringer, hvoraf en ustandselig forårsagede fordøjelsesproblemer, især hos udenlandske devotees. Ansøgninger om tilladelse til at lægge en vandledning til ashramen fandt ikke gehør hos myndighederne, svaret var, at medmindre landsbyerne langs med den projekterede linjeføring også kunne blive forsynet, ville tilladelsen ikke blive givet. Dette afstedkom den store, globale indsamling, som også foruroligede mig, idet jeg jo var indoktrineret med Sai Babas "ingen indsamlinger"-politik. I løbet af tolv måneder blev der etableret en effektiv vandledning til ashramen og et antal udvalgte landsbyer, hvorefter arbejdet gik i stå. Landsbylederne kunne blot trække på skuldrene ved min forfærdelse over at høre om denne skandaløse situation og sige: "Hvad kan vi gøre?"
Financielle problemer Da Faye og jeg rejste omkring i verden og talte for Sai Baba grupper, kom der efter næsten hvert eneste møde mennesker og bad om hjælp på grund af de financielle tricks, de havde oplevet i ashramen. I særdeleshed ved at have betalt mange tusind pund, dollars, mark eller hvilken som helst anden møntsort for en lejlighed uden nogensinde at få den, endsige få en kvittering for pengene. Derefter, når de endelig opgav og forsøgte at få deres penge tilbage, fik de at vide, at der ikke var registreret nogen indbetaling. Den historie har vi hørt mange gange. Det er almindelig praksis ved sammenkomster og møder at fortælle nye devotees, at Sai Baba ikke har brug for donationer. Dette skete på Downe House Public School (nr. Newbury), hvor der blev holdt en serie weekend sammenkomster i skoleferien. Alligevel blev nye devotees, der deltog mere end en gang, kaldt til side enkeltvis og fik meddelt nummeret på en bankkonto i Bank of India i Andra Pradesh, hvortil de kunne sende donationer. Ved nogle lejligheder, hvor det drejede sig om særlig lettroende ofre, blev der udleveret et trykt afsnit til at indsætte i et testamente med henblik på donationer. Sådanne mennesker fik at vide, at penge, der blev sendt til the Sathya Sai Medical Trust i Indien gav fradrag i arvebeskatningen, fordi den indiske Trust var registreret som velgørenhed i Storbritannien. Dette er naturligvis usandt. Sådanne donationer giver ingen skattelettelse i arveafgiften. Denne påstand om bedrageri understøttes af en erklæring fra en advokat og af andre, som var personligt indblandet. Det kan ikke undre nogen, at Downe House siden har forbudt Sai organisationens møder på deres enemærker.
Personlige problemer Vi talte med mennesker, som havde skrevet dusinvis af breve om alvorlige personlige situationer uden at få svar, og uden at deres situation havde ændret sig. Desperate og fortvivlede vendte disse mennesker sig til os som deres sidste håb for at bede os om at gå i forbøn hos Sai Baba, som de troede var almægtig (men tilsyneladende ikke alvidende?).
Seksuelle problemer Bekymrede mødre og unge mænd i forskellige aldre bad om fortrolige samtaler med mig om intime episoder, de havde oplevet med Swami. De fortalte mig om påstået seksuel aktivitet, og hver historie var en gentagelse af den foregående. Swami tog disse unge mænd og drenge med ind i det private interviewrum alene, derefter forlangte han, at de trak deres bukser ned. Han masserede dem, ofte masturberede han på dem og/eller forlangte oralsex. Somme tider opsamlede han deres sæd i sit lommetørklæde. Jeg var målløs! Jeg kendte den bog, Tal Brook skrev i 70erne, "Lord of the Air", hvor han detaljeret beskriver den seksuelle krænkelse han havde oplevet med Sai Baba, men denne bog var altid blevet afvist af langvarige devotees som en samling ondskabsfulde løgne af en vred, ung mand. Og alligevel var Fayes egen søn blevet kysset gentagne gange på kinderne og i mundvigene, da han var alene i det indre værelse med Sai Baba, og også berørt seksuelt. Og da det gik op for Sai Baba, at hans opførsel var ubehagelig, begyndte han at skælde ud over den unge mand i efterfølgende interviews med Faye og kaldte ham "Gal hund! Hårdhjertet!" og mere af samme slags. På det tidspunkt forekom det ubegribeligt; det var først efter at vi begyndte at rejse rundt i verden, at det ubegribelige og uforståelige begyndte at blive forståeligt. Da jeg spurgte forskellige koordinatorer om disse mange foruroligende episoder, som jeg hørte om på mine rejser, fik jeg at vide, at Swami "rejste kundalini". Det satte jeg spørgsmålstegn ved for mig selv. Hvis han kunne gøre alting, hvorfor skulle han så behøve at berøre drengene fysisk, specielt når de var uvillige? Og hvad med, når han fik dem til aktivt af have sex med sig? Det ser ud, som om der foregår en stadig, alvorlig og utilladelig krænkelse af grundlæggende menneskelige rettigheder på groveste vis i "guddommelighedens" navn. Jeg har aldrig hørt historier om piger, der fik deres kundalini rejst på denne måde. Under mit sidste besøg i Puttaparthi kom en mandlig studerende og bad mig om hjælp på nogle af sine kammeraters vegne, fordi de desperat trængte til en, der ville stoppe Swamis seksuelle misbrug af dem. Jeg hørte, hvordan Sai Baba i årevis havde krævet, at disse særlige drenge dyrkede oralsex og gruppesex for hans fornøjelses skyld. Deres detaljer svarede til, hvad jeg allerede havde hørt så mange gange rundt omkring i verden. Jeg spurgte ham, om det var en almindelig og anerkendt adfærd i Indien, og hans rædselsslagne udtryk, da han benægtede det, var mig nok. Så stillede han mig et spørgsmål, jeg ikke kunne svare på: "Sir, hvorfor tror De, nogle ex-studerende forsøgte at dræbe ham i ’93?" Jeg henvendte mig til flere langtids tilhængere på verandaen for at få en forklaring på disse skændige aktiviteter og trængte ind på dem med spørgsmål og formodninger, indtil de til sidst indså, at jeg havde fundet sandheden og indrømmede, at disse ting virkelig finder sted; og dernæst – var enige om, at det var for hans fornøjelses skyld og ikke havde noget at gøre med kundalini rejsning. Forskellige nationale koordinatorer, som jeg talte med både i Indien og hjemme, fortsatte en tid med at nægte, at det sker. Men da det blev tydeligt, at jeg ikke havde i sinde at droppe emnet, ringede et par af dem til mig for at sige, at ja, det var korrekt, og de havde vidst det i årevis. "Men han er Gud, og Gud kan gøre, hvad han har lyst til"!! I begyndelsen af 1999 vendte en ung svensker hjem fra et besøg i ashramen og aflagde fuld rapport til sin koordinationskommite om sine seksuelle oplevelser med Swami under seks interviews. Få timer efter denne afsløring stod en af Sveriges Sai organisations ledere på vores dørtrin og spurgte, hvorfor vi havde forladt Sai Baba. Han og hans hustru, begge virkelig dejlige mennesker, var fuldkommen knust over at få den unge mands historie bekræftet. Med brudt stemme sagde han: "Det kan jeg ikke tage del i", og gik så udenfor og sad hulkende på vores fortrappe. Han havde været devotee i mere end tyve år, og hans kone havde skrevet to bøger om Sai Baba. En tredje var allerede i trykken. Han rejste hjem for at træde tilbage fra en stilling, han havde givet år af sit liv og al sin kærlighed til, og hun annullerede sin bog og trak de andre tilbage fra handelen. I løbet af få dage blev det offentligt bekræftet, at disse ting, som jeg havde talt om hele året til et lille antal alvorlige sandhedssøgere, virkelig også skete for andre.
Ikke længe efter blev Saiskolen i Sverige lukket. På grund af denne modige unge mands erklæring begyndte det unævnelige at blive nævnt, derefter blev det sagt højere og højere af et voksende antal unge mænd. Den svenske offentlighed startede en hektisk aktivitet af afsløringer. Den svenske filmstjerne Conny Larsson afslørede sine egne erfaringer, som også er indeholdt i denne samling af kendsgerninger. Vores telefon glødede af opkald fra unge mænd over hele Europa, som ville have afløb for deres smerte. En teenager ringede fra Frankrig og betroede os, at han havde overvejet selvmord lige siden han havde oplevet sin egen seksuelle krænkelse, fordi han ikke kunne leve med tanken om, at han måtte være bøsse. Han sagde, at han var meget lettet over at høre, at der var andre ofre. *** Uddannelsen i det Menneskelige Værdisystem blev udviklet af Dr. Gokak, som i en periode var medlem af Sai Babas panel af professorer. Sai Baba har ikke skrevet nogen del af dette system. Dr. Gokak forlod Sai Baba for nogle år siden.
Skoler og universiteter Jeg havde den opfattelse, at skolerne og universiteterne i Puttaparthi og Whitefield var blevet oprettet for at yde gratis undervisning til de lokale børn. Dette er ikke tilfældet. Sidste år var skolepengene for underskolerne 20.000 rupees pr. barn pr. år plus bøger plus uniform plus indkvartering, hvis det er nødvendigt. Landsbyskolen drives af regeringen og er som alle andre landsbyskoler i hele Indien gratis – forældrene betaler kun for bøger og uniform. I den tro, at drengene, jeg underviste, var lokale drenge, var jeg meget forundret over deres læreevne, indtil jeg opdagede, at disse drenge blev bragt ind fra hele Indien og måtte bestå meget strenge optagelsesprøver med krav om 85-90% rigtige svar. Som en af lærerne sagde til mig – "Sai Baba tager kun de bedste. De er nødt til at prøve for at dumpe." En af mine bekymringer for disse drenge var, at de ikke havde nogen erhvervsvejleder til at hjælpe dem med at finde arbejde, og de plejede at komme tilbage, når de havde forladt universitetet, for at bede mig om råd, så de kunne finde arbejde. Dette skete jævnligt i alle de fem år, jeg underviste der.
Peggy Mason Peggy, en professionel journalist, som skrev for magasiner med åndeligt indhold, tog ud for at besøge Sai Baba sammen med sin mand, Ron Laing, og under deres korte besøg fik de en række interviews. Både hun og Ron var meget indtaget i Swami (som jeg også selv var i begyndelsen), og dette ene besøg dannede grundlaget for alle deres efterfølgende udgivelser. I december 1997, da vi var på vej til Gatwick lufthavn for at rejse til Indien, hentede vi et brev, som Peggy havde skrevet til Swami. Jeg gav ham brevet under darshan næste eftermiddag. Næste morgen modtog jeg en fax om, at Peggy var død. Nogle få dage senere fik jeg et interview i selskab med redaktøren af Sanathana Sarathi, og han fortalte Swami, at Faye nu var redaktør af Peggy Masons tidsskrift. SB: Ja, ja. Det er i meget gode hænder, få det nu til at virke. Hvordan har Peggy Mason det? Jeg: Hun er blevet et med dig. SB: Ja. Hun bor i nærheden af dig i England? Jeg: Hun boede firs miles fra mig, men hun døde for nogle dage siden, Swami. Hun er hos dig nu. SB: Ja, ja. Hendes mand var et godt menneske. Når du kommer hjem, så hils hende fra mig. Jeg: Hun er død, Swami. Død! Hun er hos dig! SB: Hils hende kærligt fra mig, når du kommer tilbage til England. Jeg: Det kan jeg ikke, Swami, for hun er DØD! SB: Oh?? Oh… I et andet interview nogle dage senere, (denne gang med Faye) virkede Swami meget forstyrret og snakkede tilfældigt og usammenhængende i et minut eller der omkring og sluttede med at fortælle alle i rummet, at Peggy Mason havde spillet meget smukt på trompet under julehøjtideligheden, der netop var afsluttet i ashramen. Det var ikke nogen spøg fra hans side, og vi følte os begge meget forlegne og meget forvirrede, og alle andre tilstedeværende så forundrede ud, og også bekymrede over disse vildfarelser, for de havde alle sammen hørt Maynard Ferguson spille trompet juledag. Ved to lejligheder kaldte han os ind i det private interviewrum og udspurgte mig i detaljer om nogen i yderværelset. Da vi begge var vendt tilbage til yderværelset, gentog han alt, hvad jeg lige havde fortalt ham, hverken mere eller mindre, mens han lod, som om han fik oplysningerne ved at "indstille sig". Dette kan muligvis forklare, hvorfor han i begyndelsen troede, jeg var amerikaner, og endda omtalte mig som amerikaner i sit foredrag. Kanhænde nogen har givet ham ukorrekte data…? Mit største problem på dette tidspunkt var at finde andre end Faye at tale med om alle disse foruroligende opdagelser. Alle dem jeg kendte fra Vesten, havde haft meget mindre omgang med Swami, end jeg havde. I løbet af de seks år, jeg havde været hans devotee, havde jeg haft over hundrede møder med ham i form af dels interviews, dels arbejdsmøder, og jeg havde været i meget nær kontakt med ham, mens jeg underviste de mandlige universitetsstuderende. For de fleste devotees betyder et besøg i ashramen at sidde på darshanpladsen og se på, mens man ønsker og håber på kontakt og lytter til, hvad andre har at fortælle. Dette er meget anderledes end at være "indenfor" – og se, hvordan tingene fungerer bag kulisserne. Jeg var nødt til at finde nogen, der havde gjort erfaringer på samme niveau som jeg selv. Jeg begyndte at søge efter Terry Gallagher, en australier, som – efter hvad jeg havde hørt – havde været tæt på Swami før min tid. Terry havde været centralkoordinator for Sai organisationen i Australien i tre år og havde fået meget positiv særbehandling af Swami i et antal år. Jeg fandt ham i Kiama i New South Wales, Australien. Jeg vidste, at han havde forladt ashramen og svoret aldrig at komme tilbage, og jeg ville gerne vide hvorfor. Jeg fandt hurtigt ud af det. Terry havde opdaget Sai Babas unævnelige hemmelige liv, ligesom jeg selv havde. Nøjagtigt det samme… men mere, Terry rejste bort for aldrig at komme tilbage efter studenternes drabsforsøg i 1993. Jeg ville vide, hvad Terry vidste. Jeg fik det at vide. Terrys egne oplevelser senere. Er det derfor, der er så få virkelige langtids devotees fra Vesten? Kommer de, der lukkes ind, for tæt på, så de opdager, at den mægtige "troldmand fra Oz" bare er en lille tryllekunstner? Og i dette tilfælde, en lille tryllekunstner, der også er pædofil? Og kommer de så til den afgørelse, at "sådan noget ville Gud ikke gøre", og rejser bort? Premanand, en anden, som var meget tæt på Sai Baba nogle år før Terry, opdagede også sandheden bag facaden og rejste. Premanand har lagt sine erfaringer ud på internettet.
Fænomener Der er mange tilfælde af vibhuti og den slags, der kommer til syne på billeder rundt omkring i verden. Meget ofte i boliger og templer, hvor der synges bhajans non-stop, hvilket meget vel kan have noget at gøre med fænomenet. Vi i Vesten ved generelt så lidt om sindets kræfter og kraften i vibrationer. Imidlertid er en del af disse vibhutiforekomster falske og kan udføres ad kemisk vej. Nogle ser ud til at være ægte, men min forskning på dette område overbeviser mig om, at forekomsten af fænomener ikke automatisk betyder, at de kommer fra Swami, eller at de overhovedet har forbindelse med det guddommelige. Mens vi var i Indien, så Faye og jeg mange eksempler på fænomener. Nok til at vide, at evnen til at frembringe fænomener ikke gør en guddommelig. Da min mistanke vedrørende Swamis guddommelighed var vakt, fik jeg ingen fred. Ting, som jeg havde accepteret blindt, fordi jeg havde fået at vide, at sådan var det, kunne ikke stå for nærmere undersøgelse. Selv de magtfulde mænd omkring ham, som spiller rollen som underdanige tilbedere, når Sai Baba er til stede, opfører sig helt anderledes, når han ikke er der. Jeg har undertiden været sammen med medlemmer af inderkredsen, f. eks. Mr. Rao, på hovedkontoret. Engang havde Swami sendt mig derhen efter noget, og det svar jeg fik, endte med ordene "Swami aner ikke, hvad han snakker om" (!) Alligevel fastholder de ideen om, at han ved alt. I løbet af de måneder, mine efterforskninger stod på, fik jeg min rigelige del af indoktrineringsproceduren fra dem i de høje stillinger. I ashramen forårsagede mine første spørgsmål en voldsom social aktivitet fra et indisk medlem af inderkredsen, som uindbudt besøgte Faye og mig i vor lejlighed efter næsten hver eneste darshan i en hel uge for at fortælle os om de mange vidundere, udført af Swamis mirakuløse kræfter. Det var først senere, vi forstod, hvorfor han kom. Da vi var kommet hjem, og rygterne begyndte at flyve om vores desertering fra folden, modtog jeg mange telefonopkald fra langtids devotees af VIP klasse, som fortalte mig, at jeg havde et problem. Jeg måtte beslutte mig for, om Sai Baba var Gud eller ikke. Hvis han var Gud, så havde han lov til at gøre hvad som helst mod hvem som helst, seksuelt, svigagtigt, ved narkotika, taskenspilleri etc., men naturligvis, hvis jeg ikke anerkendte ham som Gud, så kunne jeg bare følge mine egne moralbegreber og mit lands love. Jeg havde ikke noget valg. Jeg ved, at der er tilfælde over hele verden med mennesker, der rejser til Prasanthi og kommer hjem med et nyt liv, men det sker også for folk, der besøger andre indiske gurus, eller Mother Meera, eller Lourdes og så videre. Mine undersøgelser vedrørende sindets kræfter giver enkle forklaringer herpå. Hvis bare en håndfuld mennesker sidder stille sammen for at udføre Yoga meditation, cirkelarbejde eller blot for at meditere, forventer de – og får ofte – en dejlig atmosfære, og undertiden sker der helbredelser. Forestil dig den energi, der udvikles af hundreder af mennesker, der sidder stille og fokuserede i en time eller to under darshan. Iblandt dem er muligvis et antal naturtalenter eller trænede psykiske personer, naturlige eller trænede healere, foruden et stort antal mennesker, der sidder stille og koncentrerede i lang tid, måske for første gang i deres liv. Det kan ikke undgås, at der gøres nogle erfaringer. Det har ikke noget med Sai Baba at gøre. Jeg tror, at den "kærlighedsforbindelse", folk oplever, simpelthen er forbindelsen med ens indre selv. Når man involverer sig med Sai Baba, underkastes man en meget diskret form for hjernevask. At sidde til darshan er en af måderne. Når man ser alle omkring sig sidde med hænderne i bedestilling, følger man naturligvis trop. Når man en gang er opslugt og involveret, forsvinder logisk sans og sund fornuft lidt efter lidt, indtil man når det punkt, hvor man forbinder hver eneste lille del af livet med Sai Baba. Hvorhen nu? Ikke flere guruer til mig. Endnu engang er den sande forbindelse til Gud inde i mig selv. Jeg giver ikke flere kræfter væk. Når jeg sidder stille og taler med Gud i mig, føler jeg, at jeg får virkelige svar. Det er nok for mig at acceptere, den jeg er i dette liv, at gøre mit bedste med de gaver, jeg har fået, i bevidstheden om at være en del af det store billede.
Konklusion I en hvilken som helst anden sammenhæng ser jeg på for og imod uden frygt. For eksempel, hvor jeg handler: er prisen god? Sælger de det, jeg har brug for? Eller måske: Er denne bil, hvad jeg virkelig har brug for? Hvor mange km på literen? Forsikring, tilstand, reparationsregninger? Eller: Er den dobbeltglasering vel udført? osv. osv. Jeg vælger ud fra de foreliggende kendsgerninger. Automobilsælgeren stod ikke og ventede på at komme til at give mig en oplevelse i livet. Jeg gav mig selv oplevelsen ved at beslutte at gå ind i den biludstilling. Jeg mener, at denne holdning også er gyldig i åndelige sammenhænge. Jeg brugte en masse tid på at tro, hvad andre fortalte mig. At dette var en stor prøve for mig, og at Swami gjorde det for at give mig en oplevelse. Ud fra mine samtaler og iagttagelser med Swami ved jeg, at dette ikke er tilfældet. Jeg gav mig selv oplevelsen ved at lytte til meget velmenende mennesker, da jeg først hørte om Swami, og de for deres vedkommende havde ikke gjort noget for at finde sandheden men bare troet, hvad andre fortalte dem. Der går fantastiske historier om Sai Babas formodede kræfter, men under fem års søgen har jeg ikke fundet en eneste, der var ægte. Det var altid andenhånds information. Folk gentager disse historier i god tro, og så siger de "Jeg ved, dette er sandt", men hvordan kan de vide det? De var der ikke. Ovenstående er førstehånds information.
|