Fra: München, Tyskland

Kilde: Jens Sethi – et brev til David Bailey

Emne:  

EN TIDLIGERE SAI BABA TILHÆNGERES ERFARINGER

Hallo David Bailey,

Jeg sender dig en udførlig beretning om mine traumatiske oplevelser med Sathya Sai Baba og håber, at dette vil hjælpe mennesker til at forstå, hvad han er for en slags. Alle detaljerne er sandfærdige og kan betragtes som vidneforklaringer. Følgende både kan og vil jeg bevidne i en åben retssag.

Jeg er femogtredive år gammel og har været interesseret i åndelige forhold siden min barndom. I lang tid tilbad jeg Jesus og Pater Pio, men efter at have læst Yoganandas "En Yogis selvbiografi" vendte jeg mig til den yogiske vej.

I oktober 1988 blev jeg en glødende tilhænger af Sathya Sai Baba og kom til Puttaparthi for første gang i september 1989. Derefter besøgte jeg Puttaparthi regelmæssigt hvert år og blev fuldkommen opslugt af Sai Babas "aura". Jeg var fuldkommen overbevist om, at han var en avatar og blev ham så hengiven, at jeg tænkte og mediterede på ham alene.

I 1989 læste jeg "Lord of the Air" af Tal Brooks (en ung amerikansk mand, tidligere devotee, som skrev om Sai Babas seksuelle overgreb mod ham), men jeg troede ikke på det, regnede blot med, at Tal bare var ude på at rakke ned på Sai Baba. Jeg ignorerede kendsgerningerne.

I årenes løb havde jeg hundredvis af darshans men aldrig et interview. I 1993 blev jeg en smule mistænksom over Sai Babas livsstil og aktiviteterne i ashramen. Hvert år kunne jeg se kostbare nye bygninger og følte at der skete en voksende kommercialisering. I 1996 så jeg Sai Baba forlade ashramen i en kostbar "Jaguar" og andre dyre biler som Mercedes og BMW i de store størrelser. Men jeg troede stadig på, at han var Kali-alderens avatar.

Dem 17. januar 1996 fik jeg mit første interview, og han var meget venlig, sagde pæne ting til mig som "Jeg vil give dig alt", mens han rørte ved mig hoved og strøg det. Han sagde: "Jeg ved, du føler dig usikker over dit liv og din fremtid og den slags. Også kvindesorger. Jeg ved det, vær ikke bekymret. Du har også dårlige tanker, ikke gode". Så sagde han: "Jeg giver dig alt med hensyn til helbred, åndelighed og liv. Alting. Jeg giver dig uendelig kærlighed. Du og jeg vil blive et." Jeg rørte ved hans kjortel, og han lagde sin hånd på mit hoved og sagde: "Jeg vil give dig et privat interview".

Den 20. januar 1996 fik jeg det andet interview. Allerede i dagene forud havde han etableret en underlig øjenkontakt, som antydede det kommende interview. Min kone og jeg gik til interviewet og han virkede meget utilfreds med at se mig sammen med min kone. Han tog mig med ind i interviewrummet alene og sagde: "Hun er syg og meget ældre end du. Vær venlig at skille dig af med hende". Jeg var virkelig chokeret og svarede: "Hun er knyttet til mig".

Jeg bad ham give hende noget åndelig vejledning, hvilket han villigt lovede, men han havde noget andet i tankerne.

Uden at bede om lov gav han sig til at kysse mig på læberne, senere bad han mig lukke mine bukser op og "materialiserede" noget olie, som han smurte på huden over mine kønsdele. Alt det havde jeg det meget dårligt med, men jeg fandt mig i det, fordi jeg stolede fuldkommen på Sai Baba.

Så tog han min kone med ind i interviewrummet alene og sagde til hende: "Enten holder du dig fra drengen, eller også smider jeg dig ud af Puttaparthi!" Han virkede vild og rasende (fortalte min kone mig senere), og hun rystede over hele kroppen. Da hun kom ud i løbet af meget kort tid, var hun rød i hovedet og så meget bange ud, men ingen turde spørge hende, hvad der var sket derinde.

Nogle dage senere så han mig til darshan og spurgte, om jeg havde skilt mig af med hende eller ikke. Jeg sagde: "Ikke endnu". Han vendte sig bort og råbte så alle kunne høre det "Slem, slem dreng!" Han var så aggressiv og syntes at udstråle en sådan ondskab, at jeg blev virkelig chokeret. Vi rejste øjeblikkelig og tog på pilgrimsrejst til det nordlige Indien.

Dette var et vendepunkt, men efter et stykke tid besluttede jeg at besøge Sai Baba en gang til for at få sagen bragt på det rene. I slutningen af 1996 vendte jeg tilbage til Indien og fik interview den 4. december. Under interviewet spurgte han: "hvor kommer du fra?" Da jeg sagde, at jeg var fra Tyskland, svarede han: "Du er også en Hitler!" Rystet tænkte jeg ved mig selv "Han er ikke ret venlig, er han?"

Ikke desto mindre, i det private rum kyssede den grådige gamle mand mig igen direkte og vedvarende på munden i omkring tyve sekunder og strøg mig blidt på ryggen. Nu var jeg vis på, at noget var rivende galt.

Den 28 december blev jeg igen kaldt til interview, og han frembragte en gylden ring, som passede dårligt, skønt han blæste på den. I det private rum sagde han "Kom" og kyssede mig igen som tidligere. Denne gang gjorde jeg modstand, og han gurglede "Vær ikke bange". Jeg sagde "Jeg er ikke bange". Så sagde han: "Dette er en god lejlighed, der er mange, der venter flere måneder uden at få noget". Dette forbløffede mig. Jeg er sikker på, at det ikke er kys på munden, folk venter at få i Puttaparthi.

Så skiftede han pludselig stemning, og jeg blev lidt forskrækket. Han befalede mig at tage bukserne af, han lynede min gylp med og stak hånden ned i mine underbukser. Sathya Sai Baba den "guddommelige" berørte og masserede uopfordret mine kønsdele. Han forventede erektion, men det skete ikke, for jeg følte ingen seksuel opstemthed, ingen lyst i forbindelse med en halvfjerdsårig mand. Jeg følte virkelig væmmelse. Så havde han den frækhed at sige "Den er meget svag, spild ikke energi". Da jeg så på ham, indså jeg sandheden om ham og blev dybt chokeret. Straks efter sendte han mig uden et ord ud af rummet.

Hjemme i Tyskland søgte jeg intensivt på internettet og faldt over en artikel af Jed Geyerhahn. Jeg var meget glad for at finde nogen med lignende erfaringer.

Da jeg stadig havde noget bagage i Puttaparthi, vendte jeg tilbage i November 1999 for at hente den, medbringende to internetsider, som jeg ville diskutere med nogle venner der. Uheldigvis fik en dame fat på materialet og bragte det til politistationen i Puttaparthi. Jeg blev afhørt adskillige gange af politiet der.

En Mr. Reddy spurgte igen og igen, hvem jeg havde fået materialet af, og hvilket password skulle benyttes. Jeg fortalte ham, at Indien stadig er et demokrati, og at jeg kan gå omkring med hvilket som helst materiale, jeg har medbragt, men det ignorerede han. Jeg fortalte ham, at man ikke behøver password for at komme på nettet, og at alle og enhver har fri adgang til materialet der. Han sendte mig til en e-mail butik ledsaget af en politimand, som ventede, men forbindelsen til Hyderabad er meget langsom, og jeg kunne ikke komme ind på hjemmesiden.

Til sidst tog inspektøren, Mr. Reddy, mit pas fra mig og sagde: "Hvis du ikke giver mig det password, erklærer jeg dig skyldig, og så får du ikke lov at forlade Puttaparthi". Han behandlede mig meget dårligt, som en forbryder, især under den sidste afhøring, og det har jeg flere vidner på. Alt sammen fordi jeg havde været i besiddelse af to sider, som jeg ikke engang selv havde skrevet.

Derefter førte han mig, min kone og en amerikansk ven ind i ashramen, og da vi var kommet inden for porten, kom han igen med det fjollede spørgsmål om password. På det tidspunkt kunne jeg ikke forstå, hvorfor han gjorde det, men i dag ved jeg, at han viste os frem for nogle mennesker eller betroede medarbejdere, som vi ikke kendte eller kunne se.

Jeg havde en ny aftale med politiet den 1. november, hvilket var den dag, jeg havde planlagt at rejse til Delhi, men uden mit pas kunne det ikke lade sig gøre. Den 30. oktober sent om aftenen kom to personer, som jeg kender, samt en ukendt person til vores lejlighed, og en af den advarede mig om, at mit liv var i fare, og jeg skulle rejse øjeblikkelig.

Min kone og jeg rejste meget tidligt næste morgen, mod Delhi. På Dharmmavaram jernbanestation søgte politiet efter os, men vi steg på toget til Anantapur. Der er en politistation lige ved perronen, hvor vi skulle med toget, og straks da jeg så det, bad jeg min kone om at stige på toget alene. Min kone hørte en gruppe politifolk tale om at søge efter nogen og opfangede ordene "pas, Delhi og telegram". Vi var i alvorlig fare, men heldigvis var jeg klædt som en inder og undgik at blive opdaget.

Vi undslap altså og nåede Delhi, hvor vi straks gik til den tyske ambassade. Jeg fik et rejsedokument efter at have fortalt dem om mine oplevelser, og ambassadefunktionæren sagde, at der ville blive sendt en protestnote til den indiske regering. Han fortalte mig, at en sådan handling er ulovlig, og at de havde kendskab til lignende tilfælde.

Jeg vil gerne meddele, at på politistationen i Puttaparthi havde politimanden et helt bundt pas, både indiske og udenlandske, i en skuffe under et bord, og jeg har set ham med dem i hånden. Dette er kun en observation, jeg ved ikke, hvem de tilhørte.

Under dette skræmmende ophold i Puttaparthi mødte jeg et italiensk par, som vi kendte der, og forsøgte at fortælle dem, hvad der hændte mig under mit interview med Sai Baba. De lukkede øjnene, og damen råbte "Ti stille! Hold mund! Sai Baba er vor Gud, og alle de grimme historier er ikke sande!" Så vendte de sig bort. Disse samme mennesker havde fortalt mig mange år før, at de aldrig kunne finde fred i ashramen og de kunne ikke forstå det. Men de ville ikke lytte til dem, der vidste bedre. Ingen kan nogensinde forestille sig, hvad jeg følte, mens alt dette skete. Jeg havde det virkelig dårligt.

Jeg mødte en ex-soldat fra Ruanda, en meget høj og smuk mand. Denne person er også blevet seksuelt forulempet af Sai Baba, og han fortalte mig sin historie. Han er gift, og hans japanske kone er fanatisk Sai Baba tilhænger. De har et barn sammen. Han er fuldstændig afhængig af hende og kan ikke se nogen udvej for at slippe fri af Sai Baba. Han har fået mange gaver af Sai Baba, som f.eks. ringe, armbånd, guldur. Sai Baba har berørt hans testikler og masseret hans kønsdele mindst to gange. Gaverne ligner betaling for prostitution, men en prostitueret og hendes kunde har en gensidig aftale, medens de mandlige devotees bliver forulempet mod deres vilje, og de kommer af helt andre årsager.

Vores stærke tro på Sai Baba er blevet misbrugt af selvsamme Baba i kraft af hans pædofile adfærd, og dette er den mest foragtelige handling, han kunne begå.

Imidlertid er der mange andre uregelmæssigheder, der venter på at blive klarlagt. Jeg vil også gerne lade dig vide, at Baba ønskede at forlade Puttaparthi den 28.november 1999 for at blive behandlet i Bangalore for en hjertesygdom, men han gjorde det ikke på grund af internethistorien om det. Dette ved jeg fra politiinspektøren i Puttaparthi, da han anklagede mig for at have bragt internetsiderne til Puttaparthi. Jeg har en god ven i Puttaparthi, en forretningsindehaver, og han havde allerede fortalt mig, at i november 1999 havde Baba to hjerteanfald og tog til Bangalore til behandling. Han sagde også, at de fleste mennesker, der ved det, ikke tror, Sai Baba vil overleve de næste to år.

De betroede folk er meget bekymrede og ophidsede over internettet.

Yderligere vil jeg gerne lade dig vide, (hvis du ikke ved det), at Sathya Sai Baba ikke blev født i Puttaparthi men i Karnatakka-Nagepalle landsby nær ved Puttaparthi. Babas mor kom fra dette sted, og i henhold til traditionen skal hun føde sig barn, hvor hun kommer fra. Dette ved jeg fra en person, som er født i Puttaparthi og har boet der i over fyrre år. Landsbyboeren sagde, at det er en offentlig hemmelighed, alle ved det men tør ikke sige det. Så du kan se, Baba og hans følge har løjet lige fra begyndelsen.

Læs venligst den erklæring Krishna, en af Sai Babas ungdomsvenner, gav til Erlendur Haraldsson. Ingen devotee har været så tæt på Sai Baba så længe som Krishna. Et stykke tid var han sammen med Sai Baba 24 timer i døgnet. Det er næsten tres år siden. Til sidst forlod Krishna Sai Baba og rejste til Hyderabad. I et interview med Haraldsson sagde Krishna, at selv på det tidspunkt var Sai Baba mere som en politiker eller overhovedet for et feudalt system. Krishna sagde også "Hvad Baba så end må have, så er der en ting, han ikke har, og det er medfølelse".

Jeg håber, dette mareridt kan finde en afslutning, og jeg håber, at alle mennesker i verden ved Gud den Almægtiges nåde kan blive oplyst om Sai Babas misgerninger, en mægtig dæmon, som kom forklædt som en falsk helgen, kun interesseret i selvforherligelse, navn og berømmelse.

Han er en mester – i bedrag.

Jeres hengivne Jens og Gurprit Sethi